Bryllup i familien som afholdes i Nepal
Vi fik invitation til Lasse og Nimas bryllup allerede i efteråret 2024, hvor Lasse havde friet til Nima under en rejse til Nepal. Her skulle han blandt andet møde hendes søde far, Gopal – hvilket jo i sig selv er lidt af en eksamen, når man kommer som kommende svigersøn. Heldigvis gik det godt, og planerne om et buddhistisk bryllup i Gopals landsby højt oppe i bjergene begyndte at tage form.
Der fulgte en hel del planlægning. Munke kiggede i horoskoperne (hvilket er lidt mere avanceret end vores kalendergymnastik), og til sidst blev der fastlagt en dato i oktober 2025. I alt kom omkring 70 mennesker fra hele verden til Nepal for at deltage i brylluppet – og ikke bare til en weekend, men til 10 dages bryllupsprogram. Ja, man kan roligt sige, at det var et bryllup med lidt mere indhold end den klassiske tre-retters og en brudevals. Steen og Susanne (Lasses mor) var fløjet ud lidt tidligere for at hjælpe med at planlægge detaljerne. Lasse og Nima skulle jo også tage imod alle gæsterne og der var et pre program til dem der ankom nogle dage tidligere.
Men grundstenene i de 10 dage var:
3 dage i Dhulikhel (dette skulle have været 3 dage i en landsby hvor Nimas far kommer fra), retur til Kathmandu i nogle dage og afholde bryllups ceromoni, derfra 3 dage til Chitwan national park. Retur til Kathmandu og så tog folk hjem eller rejste videre.
Folk fløj ind på forskellige tidspunkter, men desværre ramte noget virkelig dårligt vejr området omkring Kathmandu i dagene op til vores program og vi var en gruppe på 8-10 mennesker, der landede op til 36 timer senere end planlagt. Jeg selv hang i luften over Kathmandu fra Delhi, da vi pludselig blev omdirigeret … tilbage til Delhi igen.
Til alt held var vi seks danskere, der hurtigt fandt sammen og gik i samlet offensiv mod skranken. Vi fik forklaret, at vi var yderst vigtige personer, som absolut skulle til bryllup dagen efter. Derfor var det helt afgørende, at vi kom med på det ekstra fly kl. 7.55. Efter en nat på et mildt sagt tvivlsomt hotel – der nok ville få minus to stjerner i enhver hotelguide – lykkedes det faktisk. Vi kom alle afsted til Kathmandu den næste morgen.
De 10 dage i Nepal var tætpakkede, men en kæmpe oplevelse. De første tre dage af programmet boede vi i Dhulikhel på et mountain resort med udsigt til Himalaya. Vi vandrede i området og besøgte blandt andet Namo Buddha – et stort tempel, hvor Nima for 30 år siden fik sit buddhistiske navn af den nuværende Rinpoche. En Rinpoche er kort fortalt en spirituel leder, som anses for at være en reinkarnation af Buddha efter at have gennemgået en række prøvelser. Ikke helt samme karrierevej som de fleste vælger.
Under vores tur i 2023 havde vi faktisk mødt en 10-årig Rinpoche dette var på vores Pikey Peak-trek sammen med Mingma – vores guide, som siden er blevet en god ven. Jeg nåede at mødes kort med Mingma denne gang. Sammen med Arthur tog vi til Pashupatinath for at opleve ligbrændingerne ved floden – de såkaldte “burning ghats”, som kører 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Når der ikke lige er en ceremoni i gang, holder de bare gang i gløderne, indtil næste “kunde” ankommer. Mingma skulle kort efter afsted på en ekspedition med fem brasilianske kvinder til et bjerg på 7160 meter. Det er ret imponerende – Everest til sammenligning er omkring 8500 meter. Turen fik også en del opmærksomhed i de lokale medier, fordi hele holdet bestod af kvinder. Mingmas store drøm er en dag at guide en gruppe til Everest. Det er nemlig den eneste realistiske måde for hende selv at komme derop – det er ekstremt dyrt at bestige bjerget. Som turist koster det langt over 300.000 kroner.
Fact om Everest, som efterhånden er blevet lidt af en industri. Med alle de mennesker der er i basecamp, ligger der enorme mængder affald. Man regner med over 50 tons, som ligger frosset inde i gletsjeren – sammen med en del klatrere, der aldrig er blevet hentet ned.
Mens vi var i Dhulikhel og Kathmandu, kunne vi konstant høre lyden af helikoptere, der fløj folk ned fra bjergene. Der var faldet over 155 cm sne, hvilket gjorde forholdene alt for farlige – det var det regnvejr som havde forårsaget forsinkelse da jeg ankom – det falder jo som sne i bjergene. Så vi oplevede også selv konsekvenserne af vejret. Mange turister måtte udskyde deres treks, og på vores dagsture omkring Dhulikhel så vi flere steder stenskred, som betød, at ruterne måtte lægges om. Monsunen, som normalt slutter i september, strækker sig nu ofte ind i oktober pga. klima forandringer. Hvis vi skulle planlægge et trek igen, ville vi nok først tage afsted efter 10. oktober – så er der måske flere mennesker på ruterne, men vejret er til gengæld bedre.
En af de største oplevelser var naturligvis bryllupsceremonien i et tempel i Kathmandu. Normalt må man kun bevæge sig rundt derinde på bare fødder og uden kamera. Men denne dag var alt tilladt. Det hele virkede umiddelbart en smule kaotisk – sådan lidt “det skal nok gå”-agtigt – men der var faktisk styr på alle ritualerne. Lamaen gav sin velsignelse, og til sidst blev Nima båret ud af templet på ryggen af Jeppe som symbol på, at hun nu blev adopteret ind i vores familie. Ikke en tradition man lige ser til bryllupper i Danmark.
Efter brylluppet tog vi alle sammen til Chitwan National Park, hvor man bl.a. kan opleve tigre og næsehorn. Det er en rigtig gennemhullet vej hertil – så turen er lidt lang.
Vi så mange næsehorn – nogle af dem lidt tættere på end egentlig planlagt og Arthur og hans gruppe var så heldige at se både tiger og leopard. Det var nogle helt fantastiske dage med meget tidlige morgener.
Transporten dertil tager dog hurtigt 6-8 timer i bus, og hvis vi skulle gøre det igen, ville vi nok vælge en minivan eller en taxa i stedet. Det koster ikke så meget dernede – og man sparer en del tid. Retur i Kathmandu og ud og shoppe de vanlige steder inden vi tager turen til Dehli og videre derfra til 8 dage i Indien.