PATAGONIEN – bare navnet smager lidt sødt på læberne. Mange havde spurgt nysgerrigt til “hvor ligger det”:-). Begge mine søskende havde allerede været der, og historierne om dette enorme land, som deles af Chile og Argentina, havde længe pirret min nysgerrighed. Det er den sydligste region i begge lande – et gigantisk område fyldt med vilde udsigter, nationalparker og et dyreliv, der for os var noget særligt. I Patagonien kan du vandre og få de vildeste udsigtspunkter fra sneklædte bjerge og gletcher søer uden at man skal op i 4000 m. og døje med tynd luft.
Patagonien er på mange måder et sted, der ikke ligner noget andet, vi har besøgt. Her er det ikke rejseplanen, der bestemmer dagen – det er vejret. Og vejret… ja, det lever sit helt eget liv. November til marts er den bedste tid at rejse, siger man. Det blæser godt nok mere, men der er også flere solskinsdage. Til gengæld stoler ingen i Patagonien rigtigt på vejrudsigten – heller ikke for i morgen.
Vi var så heldige at få kontakt til Dorthe Beldal, en dansk kvinde bosat i Patagonien, som arbejder for en lokal operatør med speciale i netop den slags rejser, vi drømte om. Det føltes straks som at have en lokal ven med på sidelinjen.
Rejseholdet var velkendt: Helle og Torkil, Steen og jeg. Kalenderne skulle selvfølgelig gå op – men da jeg er den eneste af os, der stadig arbejder, viste det sig faktisk ikke at være den største udfordring. Beslutningen blev taget ret hurtigt, selvom der stadig var 10 måneder til afrejse.
Når man nu alligevel flyver hele vejen til Sydamerika, syntes vi, det ville være synd ikke at tage et stop undervejs. Så vi lagde fire dage ind i Buenos Aires. Det viste sig at være et genialt valg: 30 graders varme, mens Danmark hjemme stod i hård frost og sne. Vores blege arme fik endelig lidt tiltrængt D-vitamin.
Buenos Aires nød vi i fulde drag. Vi travede gaderne tynde, udforskede de forskellige kvarterer, drak fantastisk vin – og for første gang i fire år spiste jeg kød. Hvis man skal gøre det igen, så er Argentina nok et af de bedste steder i verden at starte.
Fra Buenos Aires fløj vi videre til El Calafate i Patagonien. En lille prærieby med en helt særlig charme – og en masse pensionerede arbejdshunde, der nu ligger og flyder rundt i gaderne og lader sig forkæle af både turister og lokale. Som hundeejere var vi naturligvis helt fortabte og måtte stoppe op for at nusse hver eneste pelsklump, der så bare en smule interesseret ud.
Fra El Calafate tog vi bussen til en endnu mindre prærieby: El Chaltén – trekkingens hovedstad. Her ligger nogle af de mest ikoniske vandreruter i området, blandt andet til det legendariske Fitz Roy-bjerg i Los Glaciares Nationalpark og til Laguna Torre.
På vejen gjorde vi også et lidt uventet stop: Andreas Madsens hus.
Andreas Madsen var en ung vestjyde, der i 1902 slog sig ned i dette øde område. Efter ti år rejste han hjem og hentede sin barndomskæreste, Fanny, og sammen skabte de et liv herude. De fik en stor børneflok, drev fårefarm, og Fanny arbejdede som sygeplejerske. Deres gård blev et vigtigt stop for mange ekspeditioner, og Andreas skrev senere bøger om sine oplevelser – bøger som gjorde ham kendt helt oppe i Buenos Aires.
Efter nogle vilde vandredage med udsigter, der næsten ikke kan beskrives, opdagede vi noget: der sker noget helt særligt, når man har vandret i fem timer og pludselig står foran en udsigt, der tager pusten fra én. Man sætter sig ned, spiser sin medbragte sandwich, suger sol og natur til sig – og i det øjeblik glemmer man fuldstændig, at man også skal gå hele vejen tilbage igen. Først om aftenen opdager man, at man har gået 28 kilometer den dag.
Efter El Chaltén vendte vi tilbage til El Calafate – lige i tide til byens årlige musikfestival. Det føltes ærligt talt lidt som at være landet midt i en byfest på Lolland-Falster: lokale musikere på scenen, biler med imponerende lydanlæg, og en stemning hvor alle kendte alle.
Her besøgte vi også et ismuseum, som overraskede mig positivt. At se modeller og billeder af gletsjerne i området gav virkelig en forståelse for det enorme islandskab og den istid, der har formet det. Det fik mig næsten til at få lyst til at se Ice Age igen.
Og selvfølgelig besøgte vi også den legendariske Perito Moreno-gletsjer – en af de smukkeste i området. Den er særlig, fordi den konstant kælver og sender gigantiske isblokke ned i vandet. På sejlturen må man ikke komme tættere end cirka 300 meter på – og det giver god mening, når man hører isen knage og pludselig ser et helt stykke gletsjer styrte i vandet. En kæmpe oplevelse.
Herefter gik turen videre over grænsen til Chile og byen Puerto Natales, hvor vores danske kontakt Dorthe tog imod os. Her mærker man virkelig Patagoniens berømte vejrskift – sol, vind og regn kan skifte scene på få minutter.
Herfra startede vores seks dage lange trekkingtur i Torres del Paine Nationalpark. Parken er omkring 2000 km² og berømt for sine pumaer – og ikke mindst det dramatiske bjergmassiv Torres del Paine. Vi gik den berømte W-rute: omkring 80 kilometer med masser af højdemeter.
Under istiderne var området dækket af enorme gletsjere. Isen sled langsomt på bjergene og fjernede blødere sten omkring de hårde granittårne.
Tårnene består af hård granit, mens noget af det omkringliggende bjerg er blødere sedimentære lag. Derfor blev de blødere dele eroderet væk, mens granitten står tilbage som stejle vægge.
Det er svært at beskrive, hvor fantastisk den tur er. Man vandrer fra “hytte til hytte” med sin rygsæk – nogle steder simple refugier med seksmandsværelser, andre steder næsten luksushoteller. Nogle dage gik vi 10-12 timer, men dagslyset holdt helt til kl. 21.30, så der var også tid til pauser i solen midt i det storslåede landskab.
Alt var booket næsten 11 måneder i forvejen – pladserne er få, medmindre man selv vil slæbe telt og sovepose med. Så vi var glade for at vi var ude i god tid – ellers skulle vi have sovet i telt…hvilket jo også kan være charmerende.
Vi sluttede trekket med en katamarantur fra Lago Grey og landede på et lækkert hotel. Vi havde tilkøbt madpakke hver dag – og man går ikke ned på kcal i form af sunde snack ect. Faktisk var det rigtigt lækkert mad vi fik hele vejen rundt på trekket.
Efter W-trekket gik turen videre til Punta Arenas, hvor vi skulle på hvalsafari i fjordene. Byen er større end de små præriebyer – her er både universitet og skoler – men den føles stadig ret provinsiel. Til gengæld får man noget af det bedste seafood i Chile her.
Vi sejlede ud med en stor katamaran, blev hentet kl. 04.00 om morgenen, næsten som en lille færge – og oplevede pukkelhvaler, søløver, sæler og pingviner. Vandet er så klart, at man kan se det hvide på hvalernes bug, når de glider gennem vandet. Hver gang en hvalerne bryder overfladen, føltes det som et lille mirakel. Her er mange pukkelhvaler med deres unger – som er noget mere livlige og legende i deres adfærd end de store mødre.
Det bedste var næsten, at vi ikke så andre både. Hvalerne virkede ikke jagtet eller stressede, og kaptajnen sørgede for, at alle fik god tid til at tage billeder af de imponerende dyr.
Efter et par dage – og endnu flere fantastiske seafood-måltider – gik turen hjemad via Santiago de Chile, hvor vi havde én enkelt overnatning. Den by kan man godt springe over hvis man er tight på tiden.
Så sagde vi farvel til en af de mest uforglemmelige rejser, vi nogensinde har været på. En rejse, der sagtens kan måle sig med Hawaii og New Zealand.
Og New Zealand… ja, det står vist allerede øverst på næste punkt på vores bucketliste.